læs den før din veninde!
Hvad ville du gøre for den veninde, der knuste dit hjerte?
Kamryn og hendes bedste veninde Adele troede, at intet kunne skille dem ad. Indtil Adele gjorde det utilgivelige og gik i seng med Kamryns forlovede, Nate. Og, hvad værre var, blev gravid og fik et barn med ham. Da Kamryn opdagede deres bedrag, svor hun, at hun aldrig ville se nogen af dem igen.
To år senere får Kamryn et brev fra Adele. Hun er døende og beder indtrængende Kamryn om at adoptere sin datter Tegan. Men med sit uforpligtende singleliv og sin strålende karriere er det sidste Kamryn har brug for en fem-årig til at forstyrre det hele. Og da slet ikke en, der minder hende om ekskæresten.
For at gøre alting endnu mere kompliceret dukker Nate atter op på scenen samtidig med at Kamryns øretæveindbydende chef Luke bestræber sig på at gøre hendes liv så besværligt som muligt ... Meget mod sin vilje bliver Kamryn nødt til at forholde sig til de store ting i livet – tilgivelse, ansvar og ikke mindst kærlighed.
Se Dorothy Koomson fortælle om bogen i videoen her
"For evigt og altid" er solgt i flere end 650.000 eksemplarer i England. Nu er den klar på dansk!
Hjertevarm chick-lit, skrev Alt for Damerne
Dorothy Koomson er født og opvokset i England. Hun er forfatteren bag fem bestsellerromaner.
Forfatteren har sin egen hjemmeside: www.dorothykoomson.co.uk
FEMINA
Åh, denne bog er god! Den handler om død, liv, venindeskab, børn, kærlighed og alt det, der binder os sammen.
ALT FOR DAMERNE
Hjertevarm chick-lit om et turbulent venindeforhold
Fra udenlandske medier:
COSMOPOLITAN
Vidunderligt skrevet - jeg skiftevis græd og grinede
NEW WOMAN
Fuldstændig fantastisk
HEAT
Farverige personer og vittigt skrevet
WHAT'S ON IN LONDON
Når en roman flyver af sted så ubesværet som denne her, kan du simpelthen ikke lægge den fra dig
CLOSER
Denne roman er både sjov og bevægende og vil få dig til at række ud efter lommetørklæderne - en hjerteskærende fortælling
STAR MAGAZINE
En fornøjelig, let læst roman, der måske endda vil få dig til at fælde en tåre eller to
Postbuddet hoppede af forskrækkelse da jeg flåede hoveddøren til huset op og hilste ivrigt på ham.
Normalt ringede han først på, hvorefter jeg i badekåbe og med søvn i øjnene sjoskede ned til døren fra min lejlighed på første sal. Men i dag havde jeg hængt ud ad vinduet og ventet på ham. Mit morgenoutfit var det samme: badekåbe og morgenhår, men mine øjne var ikke to smalle striber, jeg havde vasket mig i ansigtet, og jeg smilede.
“Er det en særlig dag?” spurgte han tomt.
Han kunne tydeligvis ikke lide denne ombytning af vores roller. Han kunne bedst lide at jeg var helt forsovet og forvirret når han afleverede posten. Det var nok det eneste tidspunkt på dagen hvor
han kunne føle sig overlegen. Arhh, det er ikke fair. Han var sød, mit postbud. De fleste postbude er søde, er de ikke? Faktisk var verden vidunderlig i dag.
“Jeg har fødselsdag i dag.” Jeg smilede stort og blottede mine nybørstede tænder.
“Tillykke,” sagde han alvorligt som en bedende præst og rakte mig posten til de fire lejligheder i huset. Jeg tog ivrigt bunken af breve med en brun elastik omkring og så straks at næsten alle kuverterne var røde eller lilla eller blå. Lykønskningskortfarvede.
“Enogtyve igen, hvad?” sagde postbuddet stadig uden at lade sig påvirke af mit gode humør.
“Nej, jeg er toogtredive, og jeg er stolt af det,” svarede jeg. “Hvert år er en bonus! Og i dag vil jeg gå med guldpailletter og høje hæle og drysse guldglimmer i kavalergangen.”
Postbuddets smalle brune øjne flakkede ned til mit bryst. Selvom det var højsommer og varmt og fugtigt, havde jeg både pyjamas og en tyk badekåbe på, så der var ikke meget at se – han var heldig hvis han overhovedet så noget hud. Han virkede overrasket over at det bryst jeg talte om, var helt tildækket, og han så hurtigt væk igen.
Han kom nok til at tænke på at han ikke skulle stirre på kvinder på sin postrute – særligt ikke når kvinden ikke engang var så let påklædt at det var umagen værd. Han gjorde mine til at gå.
“Hav en god dag, søde,” sagde han. “Jeg mener, ven. Jeg mener, farvel.” Og så begyndte han at gå ned ad havegangen hurtigere end en mand af hans størrelse og alder burde være i stand til.
Postbuddet skyndte sig så meget at han sikkert ikke hørte mig råbe “I lige måde,” mens jeg lukkede døren. Jeg smed de breve der ikke var til mig, men som havde den frækhed at ankomme netop i dag, på gulvet i gangen. De landede uhøjtideligt oven på de andre, ældre breve som lignede forældreløse børn der længselsfuldt venter på at blive frelst. Normalt havde jeg ondt af de breve, ønskede at de mennesker de var blevet sendt til, ville give dem et godt hjem, men i
dag var de ikke mit problem. Da jeg tog trappen to trin ad gangen på vej op til min lejlighed, havde jeg allerede glemt dem.
Jeg havde allerede lavet en morgenbakke der stod klar i soveværelset: nybagte croissanter med røget laks, tre fyldte chokolader og et glas Möet.
I dag skulle alt være perfekt. Alting. Det havde jeg planlagt. Når jeg havde fortæret min morgenbakke, ville jeg blive i sengen til klokken tolv og åbne fødselsdagskort og modtage telefonopkald fra venner og familie.