læs den før din nabo!
På villavejen Miller's Avenue kæmper beboerne i nummer syv, otte og ni med hver deres problemer.
Yvonne, alenemor til en voksen datter, forsøger tilsyneladende forgæves at finde kærligheden over nettet. Dan er lige blevet forladt af sin kone og er bange for at involvere sig på ny, og Kathryn kæmper en hård kamp for at holde sammen på sit ægteskab på trods af svigermorens forsøg på at komme på tværs.
Spørgsmålet er om de vil opdage, at det man længes mest efter, ofte findes lige for næsen af en?
Roisin Meaney er irsk forfatter. Hun har skrevet flere bestsellerromaner. Hendes fjerde roman Dem inde ved siden af er hendes første udgivelse på dansk.
Læs mere om Roisin Meaney på hendes hjemmeside via dette link
KULØR
en af den slags bøger, der bare helst ikke må slutte ... vedkommende og rørende.
Q
En indlevende og smuk fortælling.
UGEBLADET SØNDAG
... en herlig, underfundig og velskreven roman.
LEKTØRUDTALELSE
fra de danske biblioteker
Denne er til alle dem, der elsker Binchy ... upåklagelig underholdning i sin genre.
IRISH INDEPENDENT REVIEW
Indfølende og smukt fortalt. Masser af forfattere bliver sammenlignet med Maeve Binchy, men Roisin Meaney er virkelig i samme klasse.
“Du behøver ikke tage med.” Yvonne O’Mahony tog buketten med de mælkegule fresiaer op af den hvide skål i køkkenvasken og viklede lidt køkkenrulle om de dryppende stængler. Deres pikante duft bølgede op mod hende. “Jeg mener, hvis du er træt. Det har været en lang dag for dig, og jeg har ikke noget imod at tage derhen alene.”
Hendes datter rejste sig, børstede krummerne af folderne i sin grønne bluse og strøg det mørkeblonde hår væk fra panden. “Selvfølgelig tager jeg med. Gør jeg ikke altid det?” Varmen gjorde ofte Clara lidt tvær. “Her, giv mig dem der.”
Hun rakte hånden ud efter Brians blomster, og efter et lille øjeblik gav Yvonne hende dem. Så gik Clara med hurtige skridt ud ad døren og ned ad grusstien. Yvonne lukkede hoveddøren efter sig og kiggede sig omkring i haven. Magoo var ikke at se nogen steder – den var nok ude på en af sine vandreture, på udkig efter et sted, hvor nogen med sikkerhed ville give den en godbid. Inde nabohaven sad en lille, grå kat på en sort skraldespand, der stod i et hjørne af terrassen. Katten løftede hovedet og gloede på hende. “Hej, Picasso. Du har vel ikke set Magoo?” Katten lagde atter hovedet på poterne og lukkede øjnene, og Yvonne fulgte efter Clara ned ad stien.
“Mand, hvor er det varmt.” Clara stod ved bilen og viftede lidt med sin nederdel. “Og så på den her tid af dagen.” “Ja, mon ikke.” Yvonne åbnede døren for Clara og gik om til førersiden. Der var som en smelteovn inde i bilen. Hun rullede alle vinduerne ned, satte tændingsnøglen i den røde Micra og bakkede om hjørnet ud på gaden. Hun rettede bilen op, og de bumpede blidt af sted ned til landevejen. Hun kastede et blik på Clara, der sad med stram mund, skuldrene oppe om ørerne og blomsterne dinglende på knæene, og overgav sig så til tankerne om Brian, som hun havde gjort det hele dagen. Hans ansigtsudtryk, da hun dengang for mange år siden havde fortalt ham, at hun var gravid. De var begge kun atten år. Brian havde i næsten et år været ansat i kommunen, hvor han stod bag skranken på motorkontoret. Yvonne skulle til at begynde på Galway universitetet, hvor hun endelig havde fået plads efter to forsøg på at blive optaget.
“Jeg er gravid.” Hun borede neglene ind i håndfladerne og bed tænderne sammen i forventning om det, der nu måtte komme. De sad på en hård bænk uden for biblioteket. Han vendte sig om mod hende. Hans rædselsslagne ansigtsudtryk gav hende lyst til at smadre en knytnæve i fjæset på ham – helt urimeligt, for havde hun ikke selv været lige så rædselsslagen, da hun opdagede det? “Hvad?” Han havde set dybt chokeret ud med forvrænget mund, som om hun havde gjort noget virkelig ækelt lige for næsen af ham.
Hun var ikke i stand til at svare. Hun sad bare med hænderne knyttet i skødet. Hun så væk fra hans ansigt og kiggede i stedet på hans sko. Et lille stykke af det venstre snørebånd var plettet af noget grønt.
“Er du sikker?”
Hun nikkede, stadig med blikket fæstnet på hans sko. De var af brunt, nopret ruskind og havde runde snuder. Der var en ridse på den venstre snude. Yvonne spekulerede på, om den ville revne helt, hvis hun pressede på den indefra. Hun bed sig hårdt i kinden.