Et spædbarn bliver fundet efterladt i et kosteskab i Heathrow Lufthavn – ingen ved hvem moren er.
Året før mødtes tre unge kvinder, Martha, Clio og Jocasta, tilfældigt på en rygsæksrejse. De rejste sammen et lille stykke tid og lovede hinanden, at de ville mødes igen, når de kom tilbage til England.
Men der går mange år, før deres veje atter krydses. I mellemtiden er Kate, det efterladte spædbarn, blevet teenager. Martha er inkarneret single og arbejder som højt betalt advokat, Clio er læge og låst fast i et ulykkeligt ægteskab og Jocasta er journalist på en tabloidavis og forelsket i en charmerende kollega, der er notorisk angst for at binde sig.
Hvem af dem er Kates mor? Hvem var desperat nok til at gøre, hvad hun gjorde og hvilke spor har oplevelsen sat på hendes tilværelse?
Mødet mellem de tre og den unge Kate kommer til at ændre alle fire kvinders liv for evigt.
... bogens formål er at underholde. Og det gør den på upåklagelig vis - fra Bibliotekernes Lektørudtalelse
... bogen (er) underholdende på et niveau til strandtasken eller som allieret i liggestolen
- Nordjyske
Vincenzis bøger har ligget øverst på bestsellerlisterne siden 1989 og skuffer aldrig - Glamour
En saftig page-turner - Cosmopolitan
Find et sted hvor du kan sidde behageligt i mange timer… når du først begynder at læse, vil du ikke have lyst til at røre dig ud af stedet… Fuldstændig fængslende ***** - Heat
Køb den fredag, tag hjem, sluk telefonen og duk op igen mandag opfyldt af en velfortalt historie. Syndige fornøjelser? Vi har dem helt sikkert alle sammen, og denne her er bedre end de fleste – som et glas champagne; boblende, overdådigt og du har kun lyst til mere - Daily Express
Hvis du ikke køber den, er der andre, der gør - Mirror
Fantastisk underholdende – man bliver helt afhængig - Telegraph
Prolog
August 1986
Folk føder ikke børn i flyvemaskiner. Det gør man bare ikke.
Nå, men – det gjorde man så alligevel. Og så kom det til at stå i alle aviserne.
”Tapper flybesætning hjælper livskraftig dreng til verden,” stod der, eller noget i den retning, hvorefter der fulgte en ret detaljeret beskrivelse af moren til den livskraftige dreng. Hendes navn, hvor hun boede, hvordan hun overhovedet var havnet i en sådan situation. Som regel var der også et fotografi af hende sammen med den livskraftige dreng og den tapre besætning.
Så – det var altså ikke en mulighed.
Hun kunne ikke føde et barn i en flyvemaskine.
Ignorér smerterne. De er heller ikke så slemme. Nok bare lidt forstoppelse. Selvfølgelig. Sådan som hun havde siddet indeklemt med sin kæmpemave her i formentlig verdens mindste flysæde hvor længe – nu i syv timer. Ja, det var helt sikkert forstoppelse …
Det hjalp imidlertid ikke rigtig på situationen, for hun skulle stadig have et barn. Det kunne blive en hvilken som helst dag – eller time, for den sags skyld. Og nu ville det komme til at ske i England i stedet for i det sikre – sikre? – Bangkok.
Det havde været planen.
Men dagene var gået, var blevet til en uge, så til to, og datoen, den vidunderligt sikre dato for hjemrejsen, tre uger efter terminen, var rykket nærmere og nærmere. Hun havde prøvet at få den lavet om: men hun havde en discountbillet; man forklarede meget venligt, at hun ville miste alle pengene for billetten og være nødt til at købe en helt ny.
Det kunne hun ikke. Det var simpelt hen umuligt. Hun havde ikke flere penge tilbage, og hun havde omhyggeligt skilt sig af med de få venner, hun havde fået, så der ikke var fare for, at de ville lægge mærke til, at hun ikke bare var overvægtig, men at hun rent faktisk havde en mave på størrelse med et meget stort græskar under de thailandske fiskerbenklæder og store skjortebluser, hun gik med.
(Personalet ved indtjekningen havde gudskelov heller ikke lagt mærke til det; som hun stod der, opkogt, træt og svedende, havde hun i deres øjne bare været en meget overvægtig pige i noget løsthængende og snusket tøj.)
Så der var ingen at låne penge af; ingen til at hjælpe. Hun havde forsøgt sig med alle de ting, hun havde hørt, kunne hjælpe. Havde nedsvælget en hel flaske amerikansk olie, spist stærke karryretter og var gået lange ture og op ned ad de myldrende, hede gader og havde somme tider mærket en stikkende smerte, en dunken og havde skyndt sig hjem, desperat efter at få det overstået, kun for atter at synke hen i sin apatiske sløvhedstilstand.
Og nu havde hun fået – forstoppelse. Gud! Nej. Det var ikke luft i maven. Det var ikke forstoppelse. Disse skærende, rykkende, voldsomme smerter. Hun bed sig i læben og borede neglene ind i håndfladerne. Hvis dette var begyndelsen, hvordan ville det så ikke ende?
Den unge mand, der sad ved siden af hende, og hvis venlighed hun koldt havde afvist, da de tog plads i sæderne, rynkede panden, mens hun bevægede sig lidt i et forsøg på at undgå smerterne.
”Undskyld,” sagde hun. Og så gled de væk igen, smerterne, forsvandt tilbage, hvor de var kommet fra, til et sted i midten af græskarret. Hun lænede sig tilbage og tørrede sin fugtige pande med et papirlommetørklæde.
Ikke forstoppelse. Og der var tre timer endnu før de landede.
”Er du okay?” Den unge mand kiggede på hende med en blanding af bekymring og væmmelse.
”Ja. Jeg har det fint. Tak.”
Han vendte sig væk.